Kolding Futsal fik den forventede sejr over bundholdet

Af  SportK.Net

Futsal Liga vest, Kolding Futsal-Midtals Futsal 4-2 (1-0)

– Vi har ikke rørt en futsalbold i flere uger bortset fra træningen i onsdags. Så denne kamp var selvfølgelig ekstra vigtig. Vi mødte bundholdet i en kamp, som vi absolut skulle vinde. Og vi vandt. Så betyder det spillemæssige knap så meget. Det skal vi nok komme efter, sagde holdansvarlig Jacob Andersen efter sejren på 4-2 over Midtals.
Målene til 1-0, 2-0, 3-1 og 4-1 var signeret Ergjan Addi Toplica, Søren Møller Jensen, Søren Zachi Zachariasen og Martin Engels.

– Vi når at træne en enkelt gang, inden vi spiller igen. Og det er vigtigt for lige at få alt på plads med det spillemæssige og taktiske, lød det fra Jacob Andersen, der roste holdet for en fin indsats over hele linjen.

– Midtals ville ikke rigtig noget i dag ud over at stå defensivt. Så en okay indsats. Vi gjorde det, der skulle til, mente Jacob Andersen.

Og næste kamp er én af de rigtig vigtige. For i skrivende stund har Hjørring overtaget førstepladsen fra Sønderborg Inter via en sejr på 10-6 over Aalborg. Kolding Futsal er nummer tre. Og netop Hjørring er modstanderen på søndag på hjemmebane. Sønderborg Inter kan overtage førstepladsen igen, hvis holdet vinder lørdagens sene kamp mod Søhus Stige.

Vær den første til at kommentere

Skriv en Kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.