Kolding Futsal faldt sammen i DM-semifinalen

Af SportK

UTUR : Kolding Futsal tabte en helt lige semifinale. Lige, i det mindste indtil kampen knækkede fuldstændigt efter et uheldigt selvmål.

Futsal DM semifinale, JB Gentofte-Kolding Futsal (3-2) 12-3

Vinderen af liga øst, Gentofte blev endestationen for Kolding Futsal i årets turnering. Cifrene 12-3 signalerer både ‘bøllebank’ og ‘klasseforskel’. Det var der da også.. men først i kampens sidste kvarter, hvor Kolding halvt om halvt opgav at spille og målene nærmest regnede ind.

Bagud 3-2 var nemlig ganske godkendt efter de første tyve spilleminutter, hvor Gentofte måske nok lignede det teknisk mest velfunderede hold på banen. Men hvor Kolding til gengæld stod solidt og lod hjemmeholdet ‘trylle’. For udover de tre mål, så blev det sjældent decideret farligt foran Jesper Jørgensen i Koldings mål.

Fire minutter efter pausen udlignede Kolding på et tordenbrag af et straffespark helt oppe i krydset, sat ind af super-teknikeren Robin Kragelund. Og hér lignede kampen en fuldstændig åben affære. Lige indtil første halvlegs målscorer Søren Møller uheldigt kom til at rette en Gentofteafslutning i nettet til 3-4. Og overfor et rystet koldinghold i samme minut blev det også både 3-5 og 3-6. Hér knækkede filmen !

Imod en mere og mere modløs modstander fik Gentofte nu al plads i hele verden og scorede nærmest efter behag. 12-3 stod der på måltavlen efter fyrre effektive spilleminutter. Og en måltavle lyver aldrig. Kolding fulgte med favoritterne i 25 minutter – og knækkede psykisk, nærmere end spillemæssigt.

Kolding-træner Jacob Andersen ærgrede sig over nederlaget. Mest over størrelsen !

– For så dårlige var vi jo på ingen måde, set over en hel kamp. Men det var tydeligt, at hold herovre træner to-tre gange om ugen. Modsat har vi trænet lige nøjagtigt nul gange den seneste måned. Hvor de har indstuderede og automatiserede opspil, har vi i stedet improviseret os igennem. Så at Gentofte går i finalen går selvfølgelig i orden. Jeg vil gerne rose alle spillere, som vi har spillet med i år for en fornem indsats og indstilling. Måske især til de gutter, som har taget turen med i dag. Så nu kører vi hjem og holder afslutningsfest. Det synes jeg ærligt talt, at vi trods alt har fortjent..!

Med til historien skal nu også, at både Martin Engels og Dennis Johansen var hastet fra Kolding til Gentofte efter først at have spillet halvfems minutters træningskamp for Kolding Boldklub. Den kamp var færdig under tre timer før kampstart i Gentofte. Imponerende ! – og helt ærligt, MØG ærgerligt at en sådan indstilling ikke blev belønnet. Synes vi !

GOD afslutningsfest, gutter. Den har I redeligt fortjent !!!

Vær den første til at kommentere

Skriv en Kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.