Hilstrup: Final 4 er målet

Af Lokalavisen Frederikssund, Ove Dyrstrøm

FC Fjordbold skal kæmpe hårdt i den sidste turneringshalvdel for at komme i Final 4 slutspillet
FUTSAL. Tirsdag aften spiller FC Fjordbold deres første kamp i anden turneringshalvdel i Liga Øst, når de møder Nørrebro på udebane. En kamp der skal vindes, hvis de skal forsvare den 1.plads de tilkæmpede sig i efterårets kampe. Selv om Nørrebro ligger placeret midt i rækken, så bliver det ikke en nem opgave, idet FC Fjordbold måtte slide hårdt for at sikre sig en smal 1-0 sejr i allersidste øjeblik i sæsonens første kamp. Derefter fulgte fem sejre på stribe, indtil de i deres sidste kamp før julepausen mødte de regerende danske mestre JB Gentofte, hvor de rendte ind i en snitter med et 5-0 nederlag, efter en kamp hvor FC Fjordbold ikke nåede sit normale niveau.

I toppen af tabellen fører FC Fjordbold med 18 point, det samme har SBV 09 på 2.pladsen, mens København Futsal og JB Gentofte hver har 15 point. Når de sidste kampe i Liga Øst er afviklet sidst i februar, så går de to bedst placerede hold videre til Final 4, så holdets træner Martin Hilstrup spår et tæt løb i de kommende kampe.

”Vores målsætning er helt klart at komme med til Final 4, og hvis vi kan opnå de samme resultater som i efterårets kampe, så skal det nok lykkes for os, men der er ingen tvivl om, at det bliver meget tæt, når de fire hold skal dyste om de to pladser. Vi er dog glade for, at vi har tre point ned til både København og JB Gentofte”, fortæller Fjordbold-træneren.

Derfor venter der FC Fjordbold tre nøglekampe forude mod hhv. SBV 09, København Futsal og JB Gentofte, mens kampene mod de øvrige fire modstandere Nørrebro, HB, FK Badebold samt Playmaker AFC gerne skulle give fuld pointhøst. Den første af nøglekampene bliver d. 21. januar mod København Futsal i Frederikssundhallen.

”Vi har gode erfaringer med København Futsal, hvor vi også vandt den første kamp med 6-3, så venter der nogle meget tætte kampe mod SBV 09 og JB Gentofte, som vi møder i de to sidste turneringsrunder, og vi kan selvfølgelig håbe på, at de smider nogle point inden da. SBV 09 er blevet skarpe i denne sæson med nogle stærke profiler på holdet, det samme gælder mestrene fra JB Gentofte, der kommer med hele ti landsholdsspillere i truppen, heldigvis skal vi også møde dem i Frederikssundhallen”, siger Martin Hilstrup.

Først gælder det altså kampen mod Nørrebro Futsal, der spilles tirsdag d. 3. januar kl. 19.30 i Prismen, Holmbladsgade 71 i København.

Vær den første til at kommentere

Skriv en Kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.