Fjordbold presset trods storsejr

Af Sporten Frederiksborg Amts Avis, Rudi Dalsgaard

Julemaden og de våde varer skulle ellers have været trænet ud af kroppen, da futsalholdet fra Frederikssund, FC Fjordbold, har holdt sig i gang henover julen, men der mangler stadig lidt.

For godt nok vandt nordsjællænderne sikkert 7-2 over Nørrebro, der tidligere på sæsonen overraskende slog København Futsal, men det holdt hårdt undervejs.

Især i første halvleg var Fjordbold under pres, selv om Christian Helev allerede efter 11 sekunder havde scoret til 1-0, og det blev 2-0 efter 10 minutter ved Pelle Sørensen. Men Nørrebro fik bragt spænding i kampen til 2-1, og Fjordbold skulle bruge et straffespark for at øge til 3-1 inden pausen.

Efter pausen lavede Rasmus Gasberg hurtigt målet til 4-1, og sejren virkede til at være sikker, men Fjordbold-spillet kørte ikke hele tiden, som det skulle, og Nørrebro havde flere store chancer undervejs – og scorede på en af dem.

Skarpheden sad dog i skoene på Fjordbold-drengene. Rasmus Gasberg øgede til 5-2, inden Patrick Nielsen scorede på kontra og Martin Hansen scorede fra eget felt i et tomt Nørrebro-mål.

Onsdag venter den store test for FC Fjordbold, når det gælder JB Futsal, der suverænt topper Futsal Liga Øst med seks kampe og seks sejre. Fjordbold har 12 point for samme antal kampe, mens København Futsal har 13 for syv kampe.

De to bedste hold gård videre til DM-semifinalen.

Futsal Liga Øst,
FC Fjordbold-Nørrebro 7-2 (3-1)

Mål: 1-0: Christian Helev (1), 2-0: Pelle Sørensen (10), 2-1: Jimmi Borch Andersen (15). 3-1: Martin Hansen (18), 4-1: Rasmus Gasberg (22), 4-2: Patrik Ortiz (26), 5-2: Rasmus Gasberg (30), 6-2: Patrick Nielsen (35), 7-2: Martin Hansen (38)

Udvisning: Bamba Diop (18), Nørrebro.

Tilskuere: 150

Vær den første til at kommentere

Skriv en Kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.