FC Fjordbold trak det korteste strå i topkamp

De lokale fra Fjordbold lagde søndag eftermiddag vejen forbi hovedstaden, hvor de i Valbyhallerne spillede mod Liga Østs tophold fra København Futsal.
Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen sluttede det 4-4 efter en intens og lige kamp, og dagens kamp var ikke meget anderledes.
Kampen var intens og nerverig fra start. Men det var gæsterne, der først fik hul på bylden. Brian ’Brizze’ Mengel scorede til 1-0 efter 16 minutter i første halvleg.
1-0 var også stillingen ved pausen – og hvis det holdt kampen ud, ville spændingen i ligaen være intakt med fire hold på 23 eller 22 points.

1-0 holdt ikke kampen ud. Faktisk udlignede København til 1-1 efter blot ca. fem minutter i 2. halvleg, og så var det forfra for Fjordbold.
Men der er en god moral, og en evig tro på tingene blandt Fjordbold-spillerne for tiden – og halvvejs i 2. halvleg var det igen gæsterne, der bragte sig i front med 2-1. Denne gang var det Morten Hauglund, der sendte bolden over stregen.
Således blev denne kamp den tredje på stribe, hvor både Brian ’Brizze’ og Morten Hauglund kom på scoringstavlen.
Men glæden blev kort. Blot et minut skulle der gå før København igen havde udlignet føringen – nu til 2-2.
Med ca. 6 minutter tilbage tippede kampen så den gale vej. Hjemmeholdet kom på 3-2 og Fjordbold var herefter tvunget til at satse ved at spille uden målmand.

Begge hold var allerede på dette tidspunkt presset af at have begået fem frispark. I futsal må hvert hold samlet begå fem frispark pr. halvleg, hvorefter alle frispark giver modstanderen et ’mini-straffe’, så der var brug for at holde FCF-hovederne aldeles kolde – både pga. frisparkene og pga. den flyvende målmand.
Desværre kostede satsningen med to minutter tilbage, og København kom på 4-2. Men Fjordbold-spillerne flyver altid videre i flok, og fik i kampens sidste minut reduceret til 3-4. Der kom desværre ikke flere mål i den intense slutfase – og Fjordbold har nu spillet sig et stykke efter København i ligatabellen.
Det til trods er Fjordbold så godt som sikker på at deltage i slutspillet, når grundspillet er færdigspillet, da man har sikret sig et pænt forspring ned til Nørrebro BK Futsal på 5. pladsen.
I næste weekends kamp mod Brøndbyernes IF er der i den grad igen brug for opbakning og støtte, så holdet kan komme tilbage på ret kurs. Det er nemlig rækkens øjeblikkelige nr. 2, der gæster Frederikssundhallen.
Det er på lørdag d. 26. januar kl. 15.00.

Vær den første til at kommentere

Skriv en Kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.