6-3 sejr til Hjørring Futsal Klub i nordjysk “lokalopgør”

Lørdag løb SuperSaturday af stablen i Park Vendia i Hjørring og her fik Hjørring Futsal Klub besøg af oprykkerne fra RKG.
Tribunerne var tæt pakket til kampen, som blev overværet af omkring 400 tilskuere.
Det blev langt fra en 1. halvleg, der vil blive husket for poleret spil, men til gengæld blev der fightet hårdt af begge mandskaber.
Christian Amtoft åbnede kampen for Hjørring Futsal Klub med målet til 1-0 på oplæg fra Arfan Habibi efter 8 minutters spil. Der havde flere gange været optræk til scoringer, men vi skulle næsten halvvejs igennem 1. halvleg før, at det endelig lykkedes, at få gang i måltavlen.
Kort efter fik RKGs Nicolai Brinkmann Rieper gult kort for en hård tackling og kun sekunder efter var det hjemmeholdets Oliver Helledie Isaksen, der fik vist det gule kort, da han i frustration protesterede mod en tvivlsom kendelse.
Efter 16 min. fik Ruben Winther bragt lidt ro ind på hjemmeholdet med sin scoring til 2-0, på oplæg fra Arfan Habibi.
2-0 var stillingen ved pausen, hvor Art of Dance kom og sørgede for fremragende underholdning.
2. halvleg startede helt perfekt for HFK, da Rasmus Prangsgaard tidligt i halvlegen fik bragt værterne foran 3-0 på endnu et oplæg fra Arfan.
Målet tog på ingen måde troen fra RKG, for kun sekunder efter reducerede de til 3-1 på mål af Mike Rasmussen.
Den hurtige reducering rystede ikke hjemmeholdet og bolden var næsten kun lige sat i spil igen, da Rasmus Prangsgaard lettere tilfældigt fik tacklet bolden frem til Casper Knudsen, der med et par hurtige træk kom frem til afslutning, hvorefter han resolut sparkede bolden i mål til 4-1. Hans første Liga-mål.
Målet tændte kun ekstra op under kampen og gæsterne, der kort efter igen kom i dommerens bog, da Simon Lang Rasmussen fik gult kort.
Med 10 minutter tilbage åbnede RKG kampen igen, da Aske Kjærup Pedersen reducerede til 4-2.
Herefter blev kampen præget af mange spilstop og tacklinger og de mange frispark blev dyre for RKG, da de ramte 6 stk., hvilket gav hjemmeholdet et akkumuleret frispark. Arfan Habibi greb muligheden og sparkede bolden i mål til 5-2.
Heller ikke her lykkedes det for værterne, at tage pusten fra gæsterne, der hurtigt svarede igen med en reducering til 5-3 på mål af Michael Stensholt Bonderup.
Hjørring Futsal Klub fik yderligere 2 chancer på akkumuleret frispark, men hverken Arfan eller Oliver Helledie Isaksen formåede, at omsætte disse til scoringer.
Arfan fik dog lukket kampen med målet til 6-3, på oplæg af Mads Hoe Nielsen, med 2 minutter tilbage af kampen.
Kort før slutfløjt fik RKG endnu et gult kort, da Michael Stensholt Bonderup blev noteret.
Kampen fik en lidt kedelig slutning, da Oliver Helledie Isaksen med store smerter måtte hjælpes fra banen efter en meget flot kamp af ham.
Der blev ikke scoret yderligere og kampen endte 6-3, men i de sidste sekunder blev der plads til lidt trylleri på banen, hvor både Arfan Habibi og Mads Hoe Nielsen viste prøver på deres gode teknik med et par flotte “panna’er”, til stor begejstring for tilskuerne.
Med sejren er Hjørring Futsal Klub fortsat ubesejret i denne sæson og de fastholder samtidig hjemmebanen i Park Vendia, hvor de endnu ikke har tabt en kamp som Hjørring Futsal Klub.
5 sejre i 5 kampe giver 15 point og en foreløbig 1. plads i Liga Vest, hvor SUB Sønderborg Inter ligger lige efter med 12 point.
I de øvrige kampe i runden slog Lystrup Futsal fredag aften Søhus Stige Futsal med hele 10-2, Kolding Futsal fik 3 point, da Aabenraa Boldklub meldte afbud og i lørdagens “Als Clásico” slog SUB Sønderborg Inter på udebane Midtals Futsal med 3-0.
Hjørring Futsal Klub havde til lørdagens kamp nogle tekniske problemer med deres livestream. Facebook lukkede og blokkerede flere gange deres live-udsendelse pga. reglerne om ophavsret til den musik, der blev spillet i hallen. De beklager meget, at det desværre kostede det meste af 1. halvleg og de vil fremover have fokus på, at det ikke gentager sig.

Vær den første til at kommentere

Skriv en Kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.